Ståle Solbakken tager William Kvist i forsvar og tror ikke, at den tidligere FC København-spiller har haft noget med fyringen at gøre
I det store interview med Ståle Solbakken falder snakken naturligvis også på William Kvist, som har haft et blandet forhold til sin tidligere træner i FC København.
I den sidste tid som aktiv fik den tidligere midtbanemand ikke meget spilletid under Solbakken, og derfor har det været spekuleret i, om fyringen kunne være en form for hævn.
Nu er Kvist at finde i bestyrelsen og har været en stor del af klubbens ansigt udadtil i forbindelse med fyringen af Solbakken, men nordmanden tror ikke, at han har haft en finger med i spillet.
“Jeg mener, at han er placeret i en rolle, som han ikke har forudsætninger for at klare eller være i. Jeg synes, det er synd for William. Jeg synes ikke, han skal stå der og være ukomfortabel,” forklarer Solbakken til Viasat.
“Jeg har ikke noget ondt at sige om William. Han havde det jo svært i det sidste halve år som spiller, fordi der var mange spillere, som var bedre. Det sker jo for alle.”
“Og det er jo derfor, han sidder i bestyrelsen i dag, netop fordi han ikke kunne opfylde den sportslige kontrakt. Det skal bestyrelsen have ros for. Hele klubben. At de tog sig af William og fandt en ny rolle til ham. Det var godt.”
“Jeg har ikke snakket med William. Jeg har ikke set William på træningsanlægget, siden han stoppede. Han har måske været der en eller to gange, så jeg har ikke haft nogen dialog med William, siden han stoppede.”
“Jeg vælger at se på William som én, der har gjort rigtig meget for FCK. Han har kastet sig ud på dybt vand her. Alt for dybt vand. Jeg kunne sige meget om dette, men det vælger jeg at afslå.”