FC Barcelona har sat dato for den afgørende afstemning blandt klubbens medlemmer om mistillid til præsident Josep Bartomeu
For godt en uge siden blev det endeligt bekræftet, at modstanderne af Josep Bartomeu havde indsamlet nok underskrifter til at igangsætte en mistillidsproces, der i sidste ende kan vælte Barcelona-præsidenten.
Klubbens ledelse skulle herefter sætte datoen for en afgørende afstemning inden for 20 dage, og det har man nu gjort.
Ifølge Marca har Barca-ledelsen besluttet, at afstemningen skal udføres den 1. og 2. november. Datoerne skal dog først bekræftes af forskellige departementer i den catalanske regering.
Det er dog alt andet end sikkert, at Bartomeu taber afstemningen, da 2/3 af medlemmerne skal stemme for mistillid, før præsidenten tvinges til at træde af.