Den tidligere engelske stjerne, Paul Gascoigne, har delt en vanvittig historie fra 2018, da hans far afgik ved døden på et hospital
De ældre læsere kender udmærket til Paul Gascoigne og hans eskapader fra de vilde dage i engelsk fodbold i 1980-1990’erne, og derfor har den tidligere Tottenham-spiller efterhånden svært ved at overraske.
Den seneste nye Gascoigne-anekdote vil dog nok alligevel chokere de fleste. Den benhårde midtbanespiller fortæller nemlig om en yderst makaber episode med sin afdøde far.
Tilbage i 2018 afgik John Gascoigne ved døden efter en kræftsygdom, og da han havde trukket vejret for sidste gang, kortsluttede sønnike.
“Da det bare var mig og ham i hospitalssengen, og han afgik ved døden, hoppede jeg op på sengen og slog ham,” fortæller Gascoigne til The Sun.
“Jeg slog ham og nikkede skaller og fik gjort gengæld, fra da jeg var yngre. Bagefter lå jeg bare og krammede ham i 45 minutter.”
Udfaldet skete som følge af flere uoverensstemmelser fra tidligere i livet, hvor John blandt andet var med til at få Paul sendt på psykiatrisk afdeling.