Den tidligere Real Madrid-spiller, Antonio Cassano, er ude med riven overfor Cristiano Ronaldo
Der er mange rygter om, at Cristiano Ronaldo denne sommer vil forlade Juventus, og hvis det stod til Antonio Cassano, blev det også sådan.
Den tidligere Real Madrid-spiller er ikke nogen stor fan af Ronaldos indflydelse i Serie A-klubben, der bør sørge for at slippe af med portugiseren hurtigst muligt.
“Hvis man sælger Cristiano, er der 750 millioner kroner til at købe et par topspillere,” udtaler Cassano på Christian Vieris Twitch-program ‘Bobo TV’.
“Sidste år satte Maurizio Sarri gang i noget af det bedste fodbold i de seneste år, og han blev fyret. Hans problem var Cristiano Ronaldo. Man kan ikke have en træner, som gerne vil spille fodbold, når man har ham.”
“Han er en bremse for Pirlo. Cristiano tænker kun på mål og rekorder.”
“Hvis du er præsident og gerne vil starte noget nyt, kan man ikke give en nystartet træner ansvaret for at styre én som Ronaldo.”
Antonio Cassano spillede i sin aktive karriere selv 400 kampe i Serie A med 112 mål til følge.