Claus Steinlein er lykkelig over FC Midtjyllands Champions League-deltagelse, som har givet klubben en saltvandsindsprøjtning
FC Midtjylland spillede onsdag sin sidste kamp i Champions League i denne omgang, da man sluttede på gruppens sidsteplads.
Efter en svær start med nederlag i de fire første kampe, kom de danske mestre dog op på hesten og hentede kryds i de sidste to – senest med 1-1 mod Liverpool – men det rakte desværre ikke til en fortsættelse i Europa.
Alligevel kan deltagelsen ses som en kæmpe succes for FC Midtjylland, hvis økonomi i det mindste har nydt godt af en tur i det forjættede gruppespil.
Ovenpå et økonomisk svært år priser administrerende direktør, Claus Steinlein, sig lykkelig for, at kvalifikationen lykkedes netop i år, da der er blevet skovlet godt med millioner ind på kontoen.
I podcastet Mediano fortæller han nemlig præcis, hvor meget klubben har tjent på at være med i Champions Leagues gruppespil, og det er ikke småpenge.
Selve deltagelsen indbragte 160 millioner kroner, og derudover har man fået 7 millioner for hvert point, der blev skrabet sammen. Med de to uafgjorte løber det samlede beløb dermed op i knap 175 millioner kroner.
FC Midtjylland er tilmed løbet med den største portion af første tv-udbetaling i Superligaen. Læs mere om dette herunder.