Martin Braithwaite ligger på lur efter trøjenummer 10 i Barcelona, hvis Lionel Messi skulle ende med at forlade skuden
Det ligger fortsat hen i det uvisse, om Lionel Messi får held med sig i kampen om at slippe ud af kontrakten med FC Barcelona.
Det vil i så fald efterlade trøjenummer 10 uden ejermand, men det skulle Martin Braithwaite såmænd være interesseret i at lave om på med det samme.
Mediet 20 Minutos skriver, at danskeren allerede har fortalt ledelsen, at han gerne overtager det ikoniske rygnummer, hvis Messi forlader klubben.
Det kræver naturligvis, at Braithwaite selv er at finde i Barcelona, når transfervinduet lukker. Landsholdsspilleren er nemlig blandt den gruppe spillere, som klubben er åben for at sælge i håb om at sætte lidt penge ind på den tomme bankkonto.
Fyringen af Quique Setién, som hentede Braithwaite i vinter, har sandsynligvis heller ikke hjulpet på chancerne for en plads på næste sæsons hold.