Lionel Messi har gjort det klart for Barcelona-præsident Joan Laporta, at han ser sig selv forlade klubben i sommeren 2023
Der er fortsat intet officielt nyt om Lionel Messis fremtid i Barcelona, hvor kontrakten med udløb til sommer fortsat ikke er blevet forlænget.
Man skal som Barcelona-fan dog ikke være nervøs for at se argentineren smutte allerede i det kommende transfervindue. Det forsikrer det lokale medie Catalunya Radio.
Ifølge mediet har Messi nemlig fortalt klubbens nyvalgte præsident, Joan Laporta, at han ønsker at tage to år mere i Barcelona, men så skulle det også være slut.
I sommeren 2023 står den dog på nye eventyr, da planen er at tage til den amerikanske MLS for at afslutte karrieren.
Det kræver dog, at Messi og Barcelona bliver enige om en ny kontrakt for de kommende to sæsoner, og det kan blive vanskeligt nok med klubbens økonomiske problemer in mente.