Lionel Messi har taget kontakt til Pep Guardiola og Manchester City. Læs om dette og meget mere i dagens transferrygter
Det helt store samtaleemne i fodboldverdenen lige nu er Lionel Messi, der har meddelt FC Barcelona, at han ikke ønsker at fortsætte i klubben.
Det har naturligvis sat ild i rygtebørsen, og Catalunya Radio fortæller, at argentineren i sidste uge skulle have forhørt sig hos Pep Guardiola om muligheden for at skifte til Manchester City. Det skriver Mundo Deportivo.
Sport skriver desuden, at PSG og Manchester United skulle stå klar med åbne arme, og man er endda villige til at betale en overgangssum.
James tæt på Ancelotti-gensyn
Også James Rodríguez er på klubjagt, da Real Madrid gerne ser, at colombianeren finder sig et nyt sted at fortsætte karrieren.
Rygter har tidligere sat James i forbindelse med Atlético Madrid, men nu skriver Sky Sports, at Carlo Ancelotti vil forsøge at iscenesætte en genforening med midtbanemanden. Everton har angiveligt afgivet et bud, som nu overvejes i Real Madrid.
Balotelli skal erstatte Zlatan
Zlatan Ibrahimovic forlod sidste år LA Galaxy, og man har ikke kunne lukke hullet efter svenskeren, da Javier Hernández har døjet meget med skader.
Derfor skal der nu hentes en erstatning, og her peger Marca på Mario Balotelli, der tidligere på året røg på porten i Brescia. Også Besiktas er inde i billedet.
Chelsea jagter gratis stopper
Chelsea er godt i gang med at færdiggøre en aftale med Thiago Silva, men ifølge The Guardian er man også ved at forhandle et skifte på plads med endnu en midterforsvarer.
Der er tale om 21-årige Malang Sarr, der forlod Nice på en fri transfer i juli. Avisen skriver dog, at franskmanden i første omgang skal sendes videre på en lejeaftale.
Coutinho vil til Premier League
Bayern München har valgt ikke at udnytte sin købsoption på Philippe Coutinho, som dermed står til at vende tilbage til FC Barcelona.
Den tanke er brasilianeren dog ikke helt lun på, og ifølge Marca foretrækker han et skifte til Premier League, hvor Manchester United, Chelsea og Arsenal er de mest fremtrædende bejlere.