Tottenham har på transfervinduets sidste dag hentet den walisiske stopper Joe Rodon, som skifter fra Swansea
De engelske klubber er i øjeblikket ved at færdiggøre de sidste handler, inden transfervinduet smækker i til midnat, og nu har Tottenham også været en tur på markedet.
London-klubben har således præsenteret forstærkninger til forsvarskæden i form af Joe Rodon, som er købt fri hos Swansea.
Den 22-årige walisiske landsholdsspiller kommer til Tottenham på en femårig kontrakt og får trøjenummer 14.
Joe Rodon har været i Swansea i gennem hele karrieren og spillede i sidste sæson 21 kampe i Championship, hvor en ankelskade kom i vejen for flere.
Prisen har angiveligt ligget i underkanten af 100 millioner kroner.