FC Barcelona har nu officielt fyret Quique Setién, mens det også offentliggøres, at der bliver præsidentvalg i marts
Helt som ventet er Quique Setién blevet opsagt som cheftræner i FC Barcelona. Det meddeler klubben efter mandagens bestyrelsesmøde.
Samtidig fortæller den catalanske storklub også, at den kommende træner bliver præsenteret en af de kommende dage som del af en større omstrukturering på førsteholdet.
Hvad det præcis kommer til at betyde, vides ikke, men der er allerede stærke forlydener om, at den nye træner bliver hollandske Ronald Koeman.
Udover trænerfyringen har Barcelona-ledelsen også sat dato for præsidentvalget, som bliver i forbindelse med den første hjemmekamp efter den 15. marts næste år.
Der har været snak om, at den hårdt kritiserede ledelse ville udskrive valg med det samme, men det har man ikke valgt at gøre, taget den nuværende corona-situation i betragtning, mens La Liga-starten er om under en måned.