Trent Alexander-Arnold blev skadet i kampen mod Manchester City og ventes ude i en måned, hvilket koster topopgøret mod Leicester
Liverpool fik et hæderligt resultat med fra udekampen mod Manchester City, da scoringer af Gabriel Jesus og Mohamed Salah sørgede for 1-1.
Det kostede dog en skade til Trent Alexander-Arnold, som udgik med problemer i læggen efter godt en times spil, og udsigterne ser ikke for gode ud for højrebacken.
Ifølge flere medier, heriblandt Goal, må Liverpool-stjernen sidde ude i omkring en måned, og det betyder, at han ikke bliver klar til topbraget i Premier League mod den aktuelle etter, Leicester City.
Derudover skal man også forvente, at Alexander-Arnold også misser kampene mod Brighton og Wolves, samt Champions League-kampene mod Atalanta og Ajax. Der er tvivl om opgøret mod FC Midtjylland, som spilles om præcis en måned.
I opgøret mod Manchester City blev Alexander-Arnold erstattet af James Milner.