FC Midtjylland ser ud til at lave en hurtig handel til venstrebacken mod transfervinduets slutning, da en ny brasilianer rygtes til klubben
På transfervinduets næstsidste dag har FC Midtjylland endnu ikke foretaget sig de store handler på markedet, men nu ser de forsvarende mestre ud til at røre på sig.
Ifølge bold.dk er der nemlig en forstærkning til venstreback på vej til klubben, og det skulle endda være en gratis én af slagsen.
Der er tale om brasilianske Ailton, som kommer til på en fri transfer fra Bundesliga-mandskabet Stuttgart, hvor han efter sigende får ophævet kontrakten.
I FC Midtjylland får den 25-årige back en kontrakt frem til sommer, hvor han skal konkurrere med landsmanden Paulinho.
FC Midtjylland valgte tidligere i januar at udleje klubbens unge venstreback, Nikolas Dyhr, til AC Horsens for resten af sæsonen.
Ailton fik ikke et eneste spilminut for Stuttgart i løbet af efteråret.