Martin Braithwaite har været rygtet på vej tilbage til engelsk fodbold og West Ham, men forhandlingerne er efter sigende gået i stå
Det er ikke til at blive klog på, hvad der kommer til at ske i FC Barcelona, som i denne uge har fyret Quique Setién og Eric Abidal og efterfølgende ansat Ronald Koeman som ny cheftræner.
En stor del af spillertruppen er op til debat, og heriblandt er danske Martin Braithwaite, som godt kunne være en af dem, der bliver bedt om at finde et andet sted at spille i den kommende sæson.
Der har da også været rygter om et skifte til West Ham, men ifølge det spanske medie Sport er forhandlingerne gået en smule i stå. Det skriver Sport Witness.
Barcelona er angiveligt ude på at tjene samme beløb ind, som de i vinter betalte for Braithwaite – godt 150 millioner kroner – men om Premier League-mandskabet er villige til at efterkomme kravet, er tvivlsomt.
Udover interessen fra West Ham melder mediet også om bud på en lejeaftale fra flere La Liga-klubber, men catalanerne er kun interesserede i et permanent skifte.