Kort før premieren på den nye Superliga-sæson meddeler Lyngby, at kontrakten med hovedsponsoren Jetbull er ophævet efter gensidig aftale
Der var oprindeligt kontrakt mellem Lyngby Boldklub og hovedsponsoren Jetbull frem til nytår, men parterne er allerede nu blevet enige om at gå hver for sig.
Det oplyser Superliga-mandskabet på sin hjemmeside lørdag formiddag.
“Efter et års godt samarbejde takker Jetbull af som hovedsponsor for Lyngby Boldklub. Begge parter har været glade for samarbejdet, men Jetbulls manglende danske sportslicens og nye reguleringer betyder at brandet nu stopper på det danske marked,” lyder meldingen.
Dermed er Lyngby gået i gang med at lede efter en ny hovedsponsor, og der skulle allerede være stor interesse for at overtage pladsen på spillertrøjen fra Jetbull.
Det forventes, at man har en ny sponsor på trøjen til søndagens premierekamp mod AaB.