Liverpool har valgt at udleje Harry Wilson til Cardiff City, mens Harvey Elliott sendes til Championship-kollegaerne Blackburn
De engelske klubber har givet hinanden halvanden uge ekstra til at få de sidste handler på plads, og det har Liverpool udnyttet til at sende unge folk på græs andetsteds.
Transfervinduet lukker i dag ved midnat, og på falderebet har Merseyside-klubben fået en aftale i hus med Cardiff City, som lejer Harry Wilson for hele indeværende sæson.
23-årige Wilson var i sidste sæson på leje i Bournemouth i Premier League, men denne gang tager waliseren altså skridtet ned til Championship.
Samtidig meddeler Liverpool, at stortalentet Harvey Elliott også sendes en tur i den næstbedste række, hvor han skal spille i Blackburn, ligeledes for resten af sæsonen.