Tre landsholdsspillere fra Wales er blevet sendt hjem til deres klubber efter at have forbrudt sig mod truppens interne regler
Wales spiller tirsdag en vigtig kamp i VM-kvalifikationen, når de møder Tjekkiet på hjemmebane, men det bliver uden tre spillere, der mandag er sendt hjem.
Der er tale om Tyler Roberts, Hal Robson-Kanu og Rabbi Matondo, der er vendt hjem til deres klubber. Det oplyser landets fodboldforbund.
Der bliver ikke givet en forklaring på, hvorfor de tre spillere er fritaget for den sidste kamp, men ifølge flere britiske medier er det på grund af et brud mod landsholdets interne regler.
Roberts, Robson-Kanu og Matondo har ifølge rygterne ikke overholdt tidspunkterne for, hvornår de skulle være på deres værelser under landsholdslejren, og det koster altså nu en plads til morgendagens kamp.
Wales tabte første kamp i kvalifikationen til Belgien, inden man for nyligt slog Mexico i en træningskamp.