Det hollandske fodboldforbund meddeler, at man er klar til et begrænset hjemmepublikum til alle ligakampe om godt to uger
I Danmark venter vi stadig på, at klubberne får lov til igen at lukke de stadionhungrende tilskuere ind til fodboldkampe igen, men i Holland er man noget længere fremme i processen.
Faktisk er man så langt, at myndighederne nu har givet lov til forsøg ved sociale arrangementer, hvor deltagerne får foretaget en hurtigtest inden adgang.
Det er kommet landets to bedste fodboldrækker til gode, for til henholdsvis 30. og 36. spillerunde bliver alle kampe med et begrænset hjemmepublikum. Det oplyser det hollandske fodboldforbund, KNVB, på sin hjemmeside.
Kampene spilles om lidt over to uger fra den 23. april til den 25. april samt den 30. april. Det oplyses ikke, hvor mange tilskuere, der bliver lukket ind.
Ligesom i Danmark havde Holland heller ingen smittetilfælde, da man havde nedsat tilskueradgang i starten af sæsonen.