FC Midtjylland-profilen Evander ser ikke ud til at være helt tilfreds med at være forbigået til rundens hold i Superligaen
FC Midtjylland var den store vinder i toppen af Superligaen efter grundspillets sidste kampe, da alle de direkte konkurrenter smed point.
Samtidig vandt midtjyderne selv med knusende 5-0 hjemme over Vejle, og med hele fire spillere på rundens hold burde der være stor tilfredshed med, hvordan tingene udfoldede sig.
Men det kan tolkes som om, at midtbanestjernen Evander ikke ser det på samme måde. Brasilianeren har nemlig efterladt en opsigtsvækkende kommentar til Superligaens Instagram-opslag om rundens hold.

Kommentaren består af en lang række k’er, som er den brasilianske pendant til det danske ‘haha’, og så står det hver person frit for, hvordan det skal forstås.
En kommentar til Evanders latterudbrud siger, at teknikeren var bedste mand på banen i kampen mod Vejle, hvor han også scorede et flot mål fra distancen. Derfor kan der være tale om en hånende latter over ikke selv at være udtaget til rundens hold.