Thomas Delaneys skorpionspark er den mest sete video nogensinde på den populære Instagram-konto ‘433’
Under landskampspausen gik Thomas Delaney verden over med et helt utroligt mål til en træning.
Videoen af Dortmund-danskerens vanvittige skorpionspark blev delt overalt på de sociale medier, og den fandt også vej til den populære Instagram-konto ‘433’, der dagligt viser videoer fra fodboldens verden.
Med flere end 2,8 millioner likes på 433’s opslag er det da heller ikke til at tage fejl af, at Delaneys drømmemål har været populært indhold, men det har faktisk været den mest populære video i hele kontoens historie.
Det oplyser DBU’s Social Media Manager, Jonas Nygaard, på sin Twitter. Han skriver, at videoen fik 40 millioner visninger hos 433.
433 har i alt 35,8 millioner følgere og har gennem tiden lavet 14.186 opslag.