Den belgiske fodboldspiller Tuur Dierckx er blevet idømt en måneds tur i brummen efter at have holdt en fest med 14 deltagere
Den belgiske 1. divisionsklub Westerlo må den næste måned se bort fra kantspilleren Tuur Dierckx, da han skal ind og ruske tremmer.
Dierckx er således blevet dømt til en måned i fængsel for at have brudt corona-reglerne under en fest den 13. december. Det skriver det belgiske medie HLN.
Naboer måtte på dagen ringe til politiet midt på natten, da der lød voldsom larm fra Dierckx’ hjem, og ved ankomsten kunne ordensmagten konstatere, at der var besøg af 14 gæster.
Det var en klar lovovertrædelse i forhold til landets corona-restriktioner, hvilket altså har givet Dierckx en tur bag tremmer.