FC Midtjylland skal i 2. runde af Champions League-kvalifikationen op mod de bulgarske mestre Ludogorets, som har masser af europæisk rutine
På tirsdag tager FC Midtjylland hul på Champions League-kampagnen, når de træder ind i 2. kvalifikationsrunde.
Her venter der en udebanekamp mod de bulgarske mestre Ludogorets Razgrad, som onsdag spillede sig videre efter en 3-1-sejr over Buducnost Podgorica fra Montenegro.
Og det bliver bestemt ikke nogen nem opgave for FC Midtjylland. Ludogorets kommer fra en rigtig fornuftig sæson, hvor man tog det niende bulgarske mesterskab i træk, i ligeså overlegen stil som tirsdagens danske modstander. Der var således 13 point ned til nærmeste forfølger.
Også europæisk havde bulgarerne en fin sæson. Efter at være røget ud af 1. runde i sidste års Champions League-kvalifikation til ungarske Ferencvaros spillede man sig i Europa Leagues gruppespil efter samlede sejre over islandske Valur, walisiske TNS og Maribor fra Slovenien.
Her blev det også til avancement med en andenplads i en gruppe med Espanyol, Ferencvaros og CSKA Moskva, blandt andet efter en knusende 5-1-sejr over den russiske storklub.
Ludogorets måtte dog forlade turneringen i første knockout-runde, hvor den senere finalist Inter stod i vejen.
Sidste gang bulgarerne mødte dansk modstand, blev det dog til nederlag, da FC København sendte dem ud af Europa Leagues 1/16-finale i 2016/17 efter en samlet sejr på 2-1.