Der er nu indsamlet 400.000 kroner til tifoprojektet i FC København, som klubbens fans startede torsdag i sidste uge
Opturen fortsætter for det nye støtteprojekt i FC København, som fangrupperne FCKFC og Sektion 12 igangsatte i torsdags.
Kun en time efter starten var man oppe på 50.000 kroner, og lørdag var beløbet steget til 250.000 kroner, men det ser ikke ud til, at man har nået toppen endnu.
Mandag eftermiddag meddeler FC København, at beløbet nu er på 400.000 kroner på projektets femtedag.
Til de personer, der har støttet med minimum 100 kroner, overrækkes der et støttebevis, som kan ses på billedet ovenfor, samt et stykke mosaik. De bliver udleveret på lørdag, hvor mosaikkerne placeres på tribunen i Parken.
Tifoen vil kunne ses næste mandag, hvor FC København tager imod Randers FC.