FC København har sænket de økonomiske forventninger yderligere, så man nu regner med et minus på mellem -310 og -280 millioner kroner
Da FC København røg ud af Europa League-kvalifikationen, og dermed missede gruppespillet, fik det ledelsen i Parken Sport & Entertainment til at nedjustere forventninger til koncernens årsresultat til mellem -250 og -200 millioner kroner.
Nu har man dog igen måtte nedjustere forventningerne. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Denne gang har man skruet ned til en forventning om et resultat på mellem -310 og -280 millioner kroner, der primært sker som følge af corona-restriktionerne.
“Med den seneste udmelding fra regeringen kan vi ikke forvente, at vi kan byde vores fans indenfor i Parken foreløbig,” siger bestyrelsesformand Bo Rygaard.
“Det er en trist og alvorlig udvikling for fodbolden i Danmark, og vi mener heller ikke, at der er evidens for nødvendigheden af en så restriktiv tilgang. Vi har tværtimod bevist, at vi kan have op mod 8.000 tilskuere under sundhedsforsvarlige forhold. Jeg vil opfordre regeringen til at gentænke beslutningen og vise vilje til imødekommenhed.”
Den seneste delårsrapport bliver offentliggjort den 3. november, oplyser FC København.