Den nye Manchester United-spiller Amad Diallo har fået en klækkelig bøde for at have svindlet med papirerne i Italien
Manchester United sikrede sig denne vinter en lovende spiller for fremtiden, da man købte 18-årige Amad Diallo fri hos Atalanta.
Teenageren kostede hele 160 millioner kroner, så der er selvsagt store forventninger, men Diallo er kommet en smule uheldigt fra start i sin nye klub.
Offensivspilleren er oprindeligt fra Elfenbenskysten men rykkede sammen med broren Hamed – der spiller i Serie A-klubben Sassuolo – til Italien i en tidlig alder for at søge et bedre liv.
Det er dog ikke sket helt regelmæssigt, da flytningen er sket via falske dokumenter, der hjalp dem til at blive genforenet med forældre i støvlelandet – forældre der var blevet opfundet i forbindelse med menneskesmugling. Det skriver Daily Mail.
Fodboldbrødrene har accepteret straffen og skal derfor betale en bøde på 360.000 kroner. Det ventes dog ikke at få yderligere konsekvenser.
Amad Diallo var for første gang med i Manchester United-truppen til tirsdagens FA Cup-kampen mod West Ham.