Cristiano Ronaldo bliver kritiseret voldsomt efter at have smidt sin trøje i jorden efter Juventus’ sejr over Genoa
Det er ikke længe siden, at Cristiano Ronaldo kom i fokus efter at have smidt sit anførerbind i jorden i ren frustration, og nu er portugiseren igen kommet i søgelyset.
Denne gang var det Juventus-trøjen, der blev efterladt på banen, og det endda selvom det lykkedes Serie A-mandskabet at hente en 3-1-sejr hjemme over Genoa.
Flere mener, at frustrationen skyldes, at Ronaldo ikke selv kom på måltavlen, men den italienske journalist Romeo Agresti kommer nu med en forklaring på episoden.
Ifølge Agresti var det nemlig ikke i arrigskab, at trøjen blev smidt tæt ved det ene mål på Juventus Stadium.
I stedet var trøjen en gave til en bolddreng, der havde bedt om en souvenir, hvilket var grunden til, at Ronaldo afleverede trøjen ved målet.