Ifølge flere argentinske medier er Diego Maradona onsdag afgået ved døden efter et hjerteanfald i hjemmet
I starten af november røg Diego Maradona på hospitalet med en hjerneblødning, men det lykkedes at redde den argentinske legende efter operation.
Nu er der igen nyt om Maradona, men denne gang er meldingerne anderledes dystre. Ifølge flere argentinske medier er den tidligere verdensstjerne nemlig afgået ved døden.
Flere medier, heriblandt Clarín, skriver, at Maradona blev ramt af et hjerteanfald i hjemmet, men de tilstrømmende redningsfolk har ikke kunne redde hans liv.
Maradona fyldte i sidste måned 60 år og var indtil nu træner i klubben Gimnasia y Esgrima La Plata.