Lyngby Boldklubs nye tredjetrøje er Superligaens mest bæredygtige, da den er lavet af genanvendt og indsamlet plastik
Superliga-klubben Lyngby Boldklub er gået ind i kampen for et renere miljø, og det kommer til udtryk gennem den nye tredjetrøje.
Det er nemlig ikke en hvilken som helst trøje, men en trøje der er Superligaens mest bæredygtige, da den er lavet af genanvendt polyester og indsamlet plastikaffald fra havet.
For Lyngby-ledelsen er det et vigtigt statement at sende til samfundet, som man føler et medansvar for.
“For os og for Friends of Lyngby er det vigtigt, at være mere end bare en fodboldklub, der spiller 11 mod 11 i Superligaen. Vi vil gerne være en aktiv del af vores omverden, vores lokalmiljø og selvfølgelig også de store linjer i samfundet. Vi ser fodbold og bæredygtighed gå hånd i hånd, og derfor er det naturligt for os at bruge vores platform og stemme, til at fremme en mere bæredygtig verden” fortæller administrerende direktør Andreas Byder til klubbens hjemmeside.
Den bæredygtige tredjetrøje blev første gang anvendt i udekampen mod FC Midtjylland og vil igen pryde spillerne i aftenens kamp mod FC Nordsjælland.