Den tidligere AGF-spiller Mustafa Amini og hans familie står uden tag over hovedet, efter Ankaragücü droppede parternes aftale i 11. time
Kontrakten var underskrevet, Amini og familien havde skaffet sig en bolig, og alt så ud til at være på plads i forbindelse med australierens skifte til tyrkiske Ankaragücü.
Men pludselig meddelte klubben, at man alligevel ikke ønskede at skrive kontrakt med Amini, som nu derfor står med håret i postkassen.
Det fortæller den tidligere AGF-spiller til Theworldgame.
“Den 5. august modtog vi kontrakten og skrev under, sendte den retur og accepterede vilkårene, og så var alt klar. 10 dage senere modtog vi et opkald, hvor de sagde undskyld, og at aftalen ikke længere gjaldt. Da jeg hørte det, stoppede mit hjerte. Det kan de få lov til,” udtaler han og fortsætter:
“Jeg håber, at FIFA-toppen kigger på det, og at de [Ankaragücü, red.) bliver sanktioneret og skal betale kontrakten, da de har efterladt mig uden arbejde, uden klub og hjemløs. Sådan en lussing er forkert. Jeg vil gå til FIFA, fordi de har bogstavelig talt dræbt mig på den måde.”
Han og konen er praktisk talt hjemløse og lever lige nu på et hotelværelse med deres bare fem måneder gamle barn, fortæller han endvidere.
“Vi har bogstavelig talt ikke noget hjem. Vi er australske statsborgere, men vi kan ikke komme hjem. Det er hårdt. Mentalt er det hårdt. Vi kigger efter flyafgange, så de (kone og barn, red.) kan tage hjem og lade mig blive her, men de kan ikke komme hjem. Billetpriserne er firedoblet, og det tager minimum 60 timer. Det er åndssvagt. Det er forrykt,” siger han.
Amini forlod denne sommer AGF på en fri transfer, men har altså ikke fundet en ny klub endnu, selvom hans agent angiveligt arbejder hårdt for at finde ham en ny arbejdsgiver.