25 belgiske klubber har alle stemt for at gå videre med idéen om at oprette en ligafusion med Holland
Der har før været snak om at oprette fusionsligaer mellem lande rundt om i Europa, men ét sted er der faktisk optræk til det.
I Belgien har de 25 største klubber således alle stemt for at undersøge mulighederne nærmere for en fusion med nabolandet Holland. Det skriver AP.
Projektet, som har fået navnet BeNeLeague, har været diskuteret i flere måneder, men der har indtil videre ikke været noget officielt forslag.
Formålet med en ny liga er, at det vil give klubberne mere stabilitet, og en udregning har vist, at man samlet set vil kunne generere omkring tre milliarder kroner årligt i reklame- og tv-indtægter.