DR’s radioværter til dækningen af kampen mellem AGF og FC København blev overfuset af en af hjemmeholdets sponsorer
Der var stor dramatik på banen under gårsdagens Superliga-kamp mellem AGF og FC København, og stemningen greb også om sig helt op på tilskuerpladserne.
Her var hjemmeholdets sponsorer placeret tæt på journalister og kommentatorer, og det fik specielt DR’s udsendte, Mads Thyrsted og Jan Kalborg, at føle.
Efter FC København først havde fået et straffespark, som Jonas Wind scorede på, og Albert Grønbæk senere til gengæld ikke fik et straffespark, hidsede en sponsor sig op og konfronterede DR-kommentatorerne. Det skriver Ekstra Bladet.
Personen fandt vej ind i speakerboksen og opførte sig angiveligt så truende, at AGF-formand Lars Fournais måtte dæmpe gemytterne og give sponsoreren en større skideballe.
“Hvem jeg er? Jeg er formand for det her,” er Fournais citeret for at sige, da vedkommende åbenbart ikke vidste, hvem skideballen kom fra.
Den har dog åbenbart virker, for der var tilsyneladende ingen problemer med hidsigproppen i resten af kampen.