EM kører på fulde blus, og man må i den grad sige, at forhåndsfavoritterne mere eller mindre lever op til eksperternes spådomme. Nationer som Italien, Holland og Belgien har maksimum point efter 2 runder, mens Tyskland smadrede Portugal i en kamp, som sagtens kunne være endt med endnu større sejrscifre til Löws stormtropper i en kamp, hvor de forsvarende Europamestre bestemt ikke lignede et hold, som skal gentage triumfen. Men på den anden side, hvem husker ikke Ronaldo og co’s miserable start på EM 16, hvor holdet først kom i gang da knockout kampene gik i gang, så afskriv ikke det lille land yderst på den iberiske halvø.
Frankrig er kommet lidt hakkende fra start, men mon ikke Mbappé og co. kommer i gang, ligesom England, til trods for det sædvanlige enorme potentiale, simpelthen ikke kan få spillet til at flyde, og værre endnu, der kommer heller ikke point nok på kontoen. Værre ser det ud for Spanien, der virkelig ikke spiller godt,
og man tvivler på, om en Morata virkelig er dygtig nok.
Mens nogen blomstrer, så må man sige at andre nærmere afblomstrer, herunder de 3 nationer, Tyrkiet, Nordmakedonien og ja såmænd Danmark, der alle 3 har 0 point efter de første 2 kampe. Ikke desto mindre er optimismen tilsyneladende høj og farverig blandt ikke kun danske fans, men besynderligt nok også hos ”eksperter” og knapt så overraskende medierne. Bevares, enhver ved jo, at man ikke ansættes på disse medier, i hvert fald ikke dem der viser kampene, hvis man ikke på forhånd har underskrevet et dokument på ”Tro og love” om at man for alt i verden ikke må sige noget negativt om landsholdet, og folkene omkring det, for det er jo det produkt både journalisterne og de hidkaldte ”eksperter” lever af, så det er vel åbenlyst.
Åbenlyst eller ej, så er det selvsagt problematisk al den stund, at menigmand aldrig for alvor får indsigt i, at alt altså ikke er så fantastisk, som især en evig glad Thomas Gravesen, eller en nærmest hysterisk Per Frimann gerne gør det til. Kasper Schmeichel har droppet 2 mål i 2 kampe, Simon Kjær gled forvirret rundt omkring Romelu Lukaku, mens angriberne fortsætter deres målløshed, som har været problemet i nu snart flere år. Mig bekendt stillede ingen ”eksperter” spørgsmålstegn ved Schmeichels problemer. Ingen!
Det er ikke kun Thomas Gravesen, en type jeg elskede som spiller, men som er direkte hysterisk som ”ekspert”, som råber op om, hvor fantastisk dette landshold er. Flemming Toft har begået en artikel, hvor han sågar betegner det danske landshold som et ”Drømmehold”, et hold hvor talenterne sprudler, og hvor både nutid og fremtid simpelthen er så lys, at man nærmest blændes.
Det kan jeg simpelthen ikke se!
Kasper Schmeichel runder 35 år næste gang, og har allerede droppet 2 gange under EM, ligesom han var hovedansvarlig for at Leicester ikke kom med i CL. Simon Kjær og Daniel Wass runder 33 år næste gang, mens spillere som Delaney, Stryger Larsen, Vestergaard, Braithwaite og Eriksen alle er omkring 30 eller ældre. Tilbage har man så spillere i en super god alder som bl.a. Højbjerg, EM`s mest lysende dansker, Mæhle, Yussuf, Dolberg, Joakim Andersen og AC, mens yngre spillere som Damsgaard, Skov Olsen og Wind presser sig på for en startplads.
Er det virkelig nok til at gå nærmest i ekstase over holdets potentiale? Nej naturligvis ikke, men vi ser det faktisk omkring hver eneste slutrunde, måske ligesom et slags ”plaster på såret”, for så tror ”familien Danmark” – ja dem med klaphatten på, at ok nu gik det mindre godt denne gang – men næste gang, så gør vi det – så går vi hele vejen, begejstrer en hel verden, og spiller euforisk og sprudlende fodbold, ligesom dengang i 80èrne, eller vi vinder som dengang i starten af 90èrne. Vi har hørt disse udtalelser siden det begyndte at gå ned af bakke fra start 00èrne, og vi skal åbenbart fortsætte med det. Jeg kan huske at det startede efter VM 98, hvor vi faktisk havde spillet fremragende fodbold, og helt sikkert var kommet så langt som det realistisk var muligt. Straks efter slutrunden brugte journalisterne spalte op og spalte ned på at beskrive, hvor lys fremtiden så ud med nye unge navne.
Tiden gik, og Danmark røg evig og altid ud tidligt i enhver slutrunde, hvis de da overhovedet kvalificerede sig, men hver gang gik de samme ”automatismer” i gang, journalisterne og ”eksperterne” som der nu blev flere og flere af, begyndte desperat at lede efter ”nålen i høstakken”. De fandt den aldrig, men et utal af spillere blev vurderet, og så begyndte de evigt lalleglade, naive og reelt direkte løgnagtige skriverier.
Til dem der virkelig hopper på alt det mundgejl, kan jeg berolige dem med at NEJ, der er ikke nogen speciel spændende fremtid i det danske landshold, nej der er ikke umiddelbart unge spillere som potentielt kan blive ”Hylde 1”-spillere, og nej jeg har ikke fantasi til at tro, at tingene helt grundlæggende ændrer sig, hverken herhjemme i talentudviklingen, eller blandt mediernes udsagn. DBU har jo netop valgt den vej de ønsker at gå ud af ved ansættelsen af først Peter ”uld i mund” Møller, som hurtigt fik gelejdet det tætteste vi har været på Ricardos måde at se fodbolden på, Aage Hareide, ud af vagten på en trist facon, og derefter få vennen Hjulmand ansat. Hjulmand er direkte synonymet på udvikling fremfor resultater, hvilket vi har set i noget nær alle de spillere, der er kommet fra hans ”hånd” af i FCN. Hver især har de bestemt et interessant potentiale, men alle som en evner ikke at tage de sidste skridt op, og enten forsvinder de helt, returnerer til Superligaen, eller henslæber resten af karrieren et middelmådigt sted.
Det eneste sted han kortvarigt var ansat, hvor der blev krævet sejre frem for udvikling, var Mainz, og det gik vist knapt så godt.
Han taler godt, ser hyggelig ud, og først og fremmest evner han at sige de rigtige ting altid. De ting som hovedparten af medierne slubrer i sig, og som ”familien klaphat” hjemme i stuen kan forstå. Magasiner som Euroman og Dossier laver evigt lyserøde portrætter af ham, og på pressemøderne fortæller han det ”vi” gerne vil høre.
Men kan han få dette eller næste generation af landsholdsspillere til at præstere noget som helst effektfuldt? Nej det kan jeg ikke forestille mig, for uanset hvor meget han forsøger at ”pakke det ned”, så tænker den flinke mand simpelthen mere på udvikling end rå resultater!
Og ja, så er vi lige vidt 😉
