De to Manchester-klubber har begge to spillere med i verdens dyreste startopstilling, som har en værdi på godt 11 milliarder kroner
Analyseinstituttet CIES var onsdag ude med en ny beregning af verdens fodboldstjerners markedsværdi, og her var det med Marcus Rashford på toppen.
Manchester United-angriberen er nu værdisat til 1,24 milliarder kroner og dermed verdens dyreste fodboldspiller – godt 100 millioner dyrere end Erling Håland og Trent Alexander-Arnold.
Men hvordan ville en hel startopstilling se ud, hvis man gør brug af den dyreste spiller på hver position?
Det har vi sat os for at finde ud af, og du kan se resultatet herunder, ligesom du kan se en rangering af spillernes værdi.
Ikke overraskende er det de offensive folk, der tager de øverste placeringer på listen over de dyreste spillere, mens Manchester City-målmanden Ederson er sidste mand i regnskabet.
Netop Manchester City og bysbørnene fra Manchester United er de eneste to hold, der har mere end én spiller med på holdet. På nationalplan er Portugal den store vinder, da de har tre spillere på holdet. England har to.
1. Marcus Rashford (Manchester United) – 1,24 mia. kr.
2. Erling Håland (Borussia Dortmund) – 1,14 mia. kr.
3. Trent Alexander-Arnold (Liverpool) – 1,14 mia. kr.
4. Bruno Fernandes (Manchester United) – 1,13 mia. kr.
5. Kylian Mbappé (Paris Saint-Germain) – 1,12 mia. kr.
6. Joao Felix (Atlético Madrid) – 1,06 mia. kr.
7. Alphonso Davies (Bayern München) – 1,04 mia. kr.
8. Rúben Dias (Manchester City) – 950 mio. kr.
9. Frenkie de Jong (FC Barcelona) – 795 mio. kr.
10. Matthijs de Ligt (Juventus) – 780 mio. kr.
11. Ederson (Manchester City) – 600 mio. kr.