Liverpool-anfører Jordan Henderson er i et kapløb med tiden om at blive klar til sommerens EM-slutrunde
Der er som altid store forventninger til det engelske landshold frem mod en slutrunde, og det gælder naturligvis også til sommerens EM.
Landstræner Gareth Southgate skal dog muligvis indstille sig på at måtte undvære Jordan Henderson, der har måtte lade sig operere for at komme over en skade i lysken.
Derfor tør Southgate ikke satse på, at Liverpool-stjernen når at blive kampklar til, det går løs midt i juni.
“Vi ved, at det bliver tæt mod slutningen af sæsonen, og vi må bare se, hvordan det går. Vi ved, at der med sådan en skade er en bestemt tidsramme, men meget kan ske i mellemtiden,” udtaler landstræneren ifølge Sky Sports.
England er til EM havnet i gruppe med Kroatien, Skotland og Tjekkiet.