OB’s Mads Frøkjær følte sig uretfærdigt behandlet af dommerteamet under kampen mod AaB
Selvom OB tog en flot sejr på 2-0 over AaB i Superliga-grundspillets sidste kamp, var det alligevel en frustreret Mads Frøkjær, der efterfølgende stillede op til interview.
OB-talentet var nemlig to gange i løbet af kampen blevet bedt om at tapet strømperne fast længere oppe på benene af kampens dommer, og da han blev skiftet ud i anden halvleg, fik han besked på at tage en overtrækstrøje på af fjerdedommeren.
Det føler Frøkjær ikke er meningen med at have dommere på til fodboldkampe. De bør i stedet fokusere på at holde sig i baggrunden.
“Man skal passe på, hvad man siger, men jeg synes, det er et problem, at dommerne i bund og grund… Altså for os spillere virker det nogle gange som om, at de glemmer, at dem, der tænder for TV’et, som det er i øjeblikket, de tænder for at se på os fodboldspillere. De tænder ikke for kampen for at se på dommerne,” udtaler Frøkjær til Fyens Stiftstidende.
OB må indstille sig på at spille med i nedrykningsspillet, da man kun sluttede grundspillet på en ottendeplads.