Hvis Mohamed Salah ikke er tilfreds i Liverpool, bør man lade ham smutte, siger klublegenden Robbie Fowler
Krisen er til at tage og føle på i Liverpool, der søndag tabte for sjette gang i træk på hjemmebane. Denne gang blev det 0-1 mod Fulham.
Merseyside-klubben er nu dumpet ned på en ottendeplads i Premier League, og det er efterhånden svært at se, hvordan man skal nå den Champions League-givende fjerdeplads med kun ti kampe tilbage.
Det kan i værste fald betyde en mindre spillerflugt fra klubben, og en af dem, der kan ende med at forlade Anfield, er Mohamed Salah.
Eypterens agent, Ramy Abbas Issa, kom i seneste uge med et ganske kontroversielt tweet, da Salah blev skiftet ud i kampen mod Chelsea, hvor der blot blev sat et punktum.
Betydningen af dette er næsten ikke til at tage fejl af, og Liverpool-legenden Robbie Fowler mener ikke, man skal stå i vejen for et klubskifte.
“Hvis spilleren vil væk, så lad ham smutte,” skriver Fowler i sin klumme hos Mirror.
“Jeg tror helt og holdent på, at hvis de er utilfredse og vil videre, skal de have lov. Jürgen Klopp har sagt det samme. Han vil ikke have nogen i klubben, som ikke har lyst til at være der.”
Robbie Fowler henviser samtidig til Philippe Coutinho, der stod i en lignende situation, inden han fik lov at skifte til FC Barcelona.