Ifølge B.T. pønser AaB på at hente Silkeborg-stopperen Anders Hagelskjær, der har kontraktudløb til sommer
AaB er tæt på at sige farvel til Jores Okore, som står foran et skifte til kinesisk fodbold, og dermed bliver der formentlig snart en ledig plads i forsvaret hos nordjyderne.
Derfor skulle klubben i øjeblikket være på udkig efter forstærkninger, og her er sigtekornet angiveligt rettet mod 1. divisionsklubben Silkeborg IF.
Ifølge B.T.-podcastet ‘Transfervinduet’ lurer AaB nemlig på 24-årige Anders Hagelskjær, med henblik på at hente ham, når kontrakten udløber til sommer.
AaB er dog ikke ene om interessen i Silkeborg-spilleren, der også skulle have bejlere i Norge og Sverige. Superliga-klubben skulle dog indtage pole position i kapløbet.
Anders Hagelskjær kom til Silkeborg fra Skive i 2018 og har siden spillet 80 kampe for klubben.