Pierre Bengtsson var uheldig at score selvmål i Vejles kamp mod Brøndby, og det morer flere blågule fans sig over
Pierre Bengtsson stod søndag aften over for sine mangeårige ærkerivaler fra Brøndby IF, da den udlejede FC København-back var på besøg med Vejle Boldklub.
Inden kampen gav Bengtsson derfor udtryk for stor motivation for at stikke en kæp i Brøndbys mesterskabshjul, men man må sige, at det endte med at få en modsat effekt.
Svenskeren var nemlig uheldig at score selvmål ved Brøndbys anden scoring, og da kampen endte med en blågul 2-1-sejr, fik FCK’eren i stedet en negativ hovedrolle.
Det har flere Brøndby-fans for alvor moret sig over på Twitter, hvor der lyder en stor tak til Bengtsson for de tre point.