OB har mindet FC København om et helt specielt mål fra tidligere på året, inden holdenes Superliga-kamp søndag
FC København og OB afslutter året i morgen, når de mødes i Superligaen i en intern duel mellem to af efterårets største skuffelser.
Selvom der er alvorligt brug for point i begge lejre, har fynboerne alligevel haft overskud til at lave sjov med morgendagens modstander, idet der er sendt en hilsen til hovedstaden på sociale medier.
På Twitter bliver FC København således spurgt ind til, om de er klar til i morgen, men den egentlige besked skal findes i det vedhæftede billede.
Det er nemlig et foto af assistenttræner Henrik Hansen, der i en træningskamp i sommer blev tvunget i aktion mod FCK i Parken.
Her gik ‘HH’ endda ind og scorede et kanonmål, hvilket ovenstående opslag formentlig skal minde Løverne om. Du kan se den fremragende kasse af Henrik Hansen herunder.