Rezan Corlu kommer ikke i aktion for Brøndby inden nytår, og nu er den skadede offensivspiller også blevet ramt af COVID-19
Tilbage i november røg Rezan Corlu ud med en skade, som han pådrog sig i en kamp mod OB, og det bliver heller ikke til flere kampe på denne side af nytår.
Brøndby skriver på sin hjemmeside, at den 23-årige tekniker glipper resten af efterårets kampe med skaden, og nu har han også raget en omgang COVID-19 til sig.
Det får dog ikke konsekvenser for resten af truppen, da Corlu ikke har været i kontakt med holdkammeraterne de seneste ni dage, og derfor forventer klubben ikke yderligere corona-afbud.
Brøndby mangler to kampe inden julepausen. På torsdag møder de Fremad Amager i Sydbank Pokalen, og søndag gælder det årets sidste kamp mod AC Horsens.