PSG meddeler, at klubben har afbrudt samarbejdet med offensivspilleren Jesé, der ellers havde kontrakt til sommer
Der var kæmpe forventninger, da en ung Jesé Rodríguez for en årrække siden kom i gennem ungdomssystemet i Real Madrid og gjorde sin entré på førsteholdet.
Det blev dog ikke til et endegyldigt gennembrud, og i 2016 tog PSG chancen med den flamboyante offensivspiller. Tiden hos de franske mestre har dog været præget af et hav af lejeaftaler, og nu har man valgt at sige stop.
PSG meddeler på sin hjemmeside, at kontrakten med den 27-årige spanier er ophævet. Det sker et halvt år inden aftalens egentlige udløbsdato.
Ud over den manglende succes på banen er det også nærliggende at tro, at Jesés eskapader udenfor kridtstregerne har noget at gøre med opsigelsen.
Den nu tidligere PSG-spiller har de senere år taget de helt forkerte overskrifter. Senest skulle han have været kæresten utro med en veninde, og for en måned siden florerede der billeder på sociale medier af en fest på Gran Canaria, hvor ikke mange corona-restriktioner blev overholdt.
Nu har klubbens præsident, Nasser Al-Khelaifi angiveligt fået nok af den dårlige omtale og revet kontrakten i stykker.
Det blev kun til 2 mål og 18 kampe for PSG.