Skuespillerne Ryan Reynolds og Rob McElhenney kan på mandag blive ejere af Wrexham AFC, der frister en tilværelse i den engelske National League
Der kan være et spændende projekt i gang i de lavere engelske rækker, da to Hollywood-stjerner er på nippet til at overtage Wrexham fra National League – den femtebedste række i England.
Skuespillerne, Ryan Reynolds og Rob McElhenney, er nemlig klar til at købe sig ind i den walisiske klub, som de ifølge Daily Mail vil smide 16 millioner kroner i.
På søndag skal amerikanerne fremlægge deres vision for Wrexham for en fanorganisation, der ejer klubben med betegnelsen som verdens tredjeældste fodboldklub.
Dagen efter skal fansene afgøre, hvorvidt filmstjernerne får lov til at købe sig ind i klubben. De skal have minimum 75 procent af stemmerne.
Wrexham har ligget udenfor det engelske ligasystem siden 2008 og er i øjeblikket placeret som nummer 13 i National League.