Ifølge Wall Street Journal er opfinderen af “Moneyball” Billy Beane på vej på lønningslisten i firmaet bag Liverpool FC, Fenway Sports Group
Hvis du som Liverpool-fan ikke har set filmen Moneyball, med Brad Pitt i hovedrollen, kan det måske være ganske interessant at give den et kig.
Personen, som portrætteres af Pitt, er Billy Beane og betragtes som opfinderen af det såkaldte “Moneyball”, hvor statistikker bruges til rekruttering af spillere.
Beane kom frem som sportsdirektør i baseball-klubben Oakland Athletics og har endnu ikke forladt holdet, men nu skriver Wall Street Journal, at han muligvis er på vej til et spændende karriereskifte.
Baseball-legenden er nemlig tæt på et skifte til Fenway Sports Group, der er organisationen bag Liverpool FC og baseball-holdet Boston Red Sox.
Men det er angiveligt ikke længere baseball, Beane skal koncentrere sig om. I stedet skal den 58-årige amerikaner være med til at udvikle firmaets europæiske fodboldbase. Derfor er det meget sandsynligt, at han får arbejdsopgaver hos Premier League-mestrene.
Principperne i “Moneyball” er også, hvad man ser i praksis hos de danske mestre fra FC Midtjylland.