Borussia Dortmund har planer om at registrere angrebsfænomenet Youssoufa Moukoko til Champions League-gruppespillet
Lige nu er det Erling Håland, der tager alle overskrifterne i Borussia Dortmund, men om godt en måneds tid kan fokus skifte til en anden af tyskernes store angrebshåb.
Klubben går nemlig kun og venter på, at kalenderen siger 20. november, så Youssoufa Moukoko fylder 16 år og lovligt kan spille gældende kampe for førsteholdet.
Den nu kun 15-årige angriber har i flere år været udråbt som en kommende superstjerne, og han har da også allerede bevist kvaliteterne ved at høvle mål ind på samlebånd på diverse ungdomshold.
Og Dortmund-ledelsen har ikke tænkt sig at tøve med at hive den tyske U20-landsholdsspiller op blandt stjernerne, når alderen tillader det. Sportsdirektør Michael Zorc har nemlig bekræftet over for Bild, at Moukoko bliver registreret til Champions League-gruppespillet, så snart han fylder 16. Det skriver Goal.
Det betyder, at Moukoko har muligheden for at blive den yngste debutant nogensinde i Champions League, hvis han kommer på banen til en af de tre sidste gruppespilskampe.
Allerede fire dage efter sin fødselsdag møder Dortmund Club Brügge på hjemmebane inden de afsluttende opgør mod Lazio og Zenit.
Den nuværende rekord tilhører fortsat nigerianske Celestine Babayaro, der i 1994 debuterede for Anderlecht i en alder af 16 år og 87 dage.