FC København-anfører Zeca har ikke været på det vanlige niveau i denne sæson, og det er der ifølge Ståle Solbakken en god grund til
Det har været en rædsom start på sæsonen for FC København, der ikke blot har måtte forlade Europa League inden gruppespillet, men også er kommet skidt fra land i Superligaen.
Flere af profilerne har ikke kunne holde det vanligt høje niveau, og den ellers stabile Carlos Zeca har ikke været nogen undtagelse.
Det er manager Ståle Solbakken også godt klar over, men der ligger en helt naturlig årsag til grund for formdykket.
“Zeca har været rigtig hårdt ramt af denne coronaperiode, og han må op på det niveau, han var på inden. Vi har haft nogle hårde og ærlige samtaler med ham, og jeg håber, at det vi så i søndags var første skridt tilbage, for både en Pep og en Falk centralt er afhængige af en, som er bedre defensivt og beskytter sin firekæde bedre Zeca har gjort i en periode,” lyder det fra nordmanden på FC Københavns hjemmeside og fortsætter:
“Da Zeca kom i mesterskabssæsonen viste mine øjne – og godt bakket op af statistik – at hans aktionsradius og hans adfærd defensivt for holdet var bedre. Han viste også enorme takter mod United, hvor han dækkede enorme rum sammen med Jens og beskyttede firekæden fantastisk og desuden prægede kampen med bolden.”
“Men der har været for mange kampe, hvor han slet og ret nok har været drænet for kræfter, både fysisk og psykisk, efter en periode både på og uden for banen, og nu må vi håbe, at vi får set den Zeca, vi har set i det meste af tiden.”
FC København fik dog en hårdt tiltrængt sejr på 3-2 over FC Nordsjælland i seneste Superliga-runde og kravlede derved væk fra nedrykningsstregen.