Simon Hedlund tiltrækker sig angiveligt interesse fra det store udland, men Brøndby kræver ikke småpenge for angrebsstjernen
Efter afskeden med Kamil Wilczek er Simon Hedlund blevet det nye omdrejningspunkt i angrebet hos Brøndby IF, og en stærk sidste sæson har gjort svenskeren attraktiv i udlandet.
Sådan skriver det svenske medie FotbollDirekt, der kæder Brøndby-stjernen sammen med unavngivne klubber i Rusland og Italien.
Det bliver dog ikke let at lokke Hedlund væk fra Vestegnen i denne omgang. Ifølge mediet vil Brøndby kræve et beløb i omegnen af 18 millioner kroner, hvis den 27-årige angriber skal sælges.
Den tidligere Union Berlin-spiller har tidligere luftet tanker om igen at ville prøve sig af udenfor de skandinaviske grænser, men det kræver et yderst attraktivt tilbud.
Brøndby har dog for nylig forstærket angrebet med indkøbet af den tidligere FC København-spiller Andrija Pavlovic.
Simon Hedlund kom til Brøndby i januar 2019 for omkring fem millioner kroner.