De mandlige landsholdsspillere får markant mere for at repræsentere Danmark end de kvindelige, og det vil flere partier gøre op med
Da Danmarks herrelandshold i 2018 nåede en flot kvartfinale ved VM i Rusland fik alle spillere i truppen mere end en million kroner som tak for indsatsen. Da kvindelandsholdet i 2017 nåede hele vejen til EM-finalen fik hver spiller 80.000 kroner i honorar.
Den slående ulighed er partierne Socialdemokraterne, Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre klar til at gøre en ende på. Det skriver DR.
Kvindelandsholdet har imidlertid for nylig indgået en ny aftale, der løber frem til 2025, hvilket kan lægge en dæmper på reformlysten hos DBU. Fodbolddirektør Peter Møller vil dog ikke afvise en genforhandling. Mændenes aftale er mere resultatorienteret, hvorimod kvindelandsholdet blandt andet opererer med stipendier.
En række udenlandske fodboldforbund har allerede indført ligeløn mellem kønnene i landsholdsregi. Det gælder for eksempel England og Brasilien.