Krisen kradser i Valencia, men på trods af flere profilers afgang denne sommer har Daniel Wass ingen planer om at skifte klub
Økonomien halter gevaldigt i Valencia, og derfor har klubben set sig nødsaget til at sælge store profiler denne sommer.
Både anfører Dani Parejo og Francis Coquelin er blevet solgt til Villarreal, mens angriberen Rodrigo er skiftet til Leeds, som netop er rykket op i Premier League.
Der har også floreret rygter om, at danske Daniel Wass kunne gå i sine tidligere holdkammeraters fodspor og forlade klubben, men det afviser hovedpersonen selv i et interview med Ekstra Bladet.
“Jeg skal ingen steder. Jeg har talt med klubben om situationen. Og de vil gerne have, at jeg er en del af fremtiden,” udtaler han.
Wass fortæller desuden, at han håber at få endnu flere minutter for Kasper Hjulmands danske landshold, efter han startede inde på højre back i lørdagens kamp mod Belgien i Nations League.