Everton har netop præsenteret indkøbet af den brasilianske midtbanemand Allan, som er hentet i Napoli
Der har den seneste uges tid været optræk til store handler i Everton, og lørdag er den første så gået i orden.
Klubben har således præsenteret Allan, som kommer til fra Napoli på en treårig kontrakt.
Midtbaneslideren bliver i Everton genforenet med Carlo Ancelotti, som han kender fra deres fælles tid i Napoli. 29-årige Allan forlader Serie A efter seks sæsoner – den første i Udinese og de efterfølgende fem i Napoli.
Der er ikke oplyst en transfersum, men den skulle ligge i omegnen af 190 millioner kroner.
Det ventes også, at Everton i den nærmeste fremtid præsenterer Real Madrids James Rodríguez, som allerede skulle være i Liverpool for at få de sidste detaljer på plads.