TV-stationen TV3 Sport har nu reageret på den kritik, som Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen rettede mod dem efter gårsdagens derby
Der var drama for alle pengene i gårsdagens københavnerderby, hvor en retur på et straffespark til FC København i overtiden har fået flere til at stille spørgsmål ved kampens VAR-dommere.
En af dem der er utroligt uforstående overfor beslutningen er Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen, men udover dommerens beslutning om ikke at se hændelsen igennem i VAR, mener han også, at det er for dårligt, at der ikke var bedre TV-billeder fra situationen.
“Jeg havde en snak med den ansvarlige fra tv-produktionen. Han var ærgerlig over, de ikke kunne levere bedre billeder. Helt generelt skal der være en vis standard i alle kampe. Nu har vi situationen her, men det kunne jo være i alle kampe. Der skal leveres en form for standard,” sagde CV ifølge BT efter gårsdagens kamp.
Denne kritik af TV-produktionen har TV 3 Sport nu reageret på, og de fortæller, at fodbolddirektøren i går var rasende og forlangte at få TV-tid for at give sit syn på sagen, hvilket de ifølge dem ikke ‘bare’ kunne give ham.
“Når det er hans synspunkt, forstår jeg bedre, at han har været oppe i det røde felt, og derfor tror jeg, at det er bedst, hvis vi eventuelt tager en snak med ’CV’ i morgen, når hans puls har lagt sig. Generelt kan jeg sige om tv-produktioner, at vi ikke har noget retningslinjer for, hvordan vi skal producere kampene. Det ville være helt usædvanligt, hvis der var en hvidbog, der i detaljer beskriver, hvad vi skal, og hvad vi ikke skal,” fortæller TV3 SPORTs sportschef Kim Mikkelsen.
Han tilføjer desuden, at de ikke har forsøgt at lave deres produkt på en måde, så det er bedst muligt for VAR-dommeren.
Brøndby-træner Niels Frederiksen var også yderst uforstående over situationen. Du kan høre, hvad han havde at sige efter kampen i artiklen herunder.