DBU har netop præsenteret de nyeste nominerede til prisen som årets talent, men lad os kigge på alle de tidligere vindere
Der har i dansk fodbold været masser af store talenter gennem tiderne, og nu kaster vi blikket tilbage på nogle dem.
Vi har set på alle vinderne af prisen som Årets Talent siden 2006, og hvordan det gik dem.
2006 – Daniel Agger
Man kan roligt sige, at Daniel Agger levede op til prisen tilbage i 2006, hvor stopperen havde sit første år i Liverpool. På trods af de mange skader etablerede den tidligere Brøndby-spiller sig som fast mand på Anfield og er i dag blevet lidt af en kultfigur i klubben.
2007 – Kasper Schmeichel
Kasper Schmeichel var lidt længere om at vise potentialet, for den nuværende danske landsholdsmålmand blev vejet for let i kampen om pladsen mellem stængerne i Manchester City. Det hele endte dog godt, og Schmeichel har siden leveret enorme præstationer for både Leicester City og Danmark.
2008 – Mathias ‘Zanka’ Jørgensen
Da ‘Zanka’ fik prisen som årets talent, var den unge stopper godt i gang med at etablere sig i midterforsvaret hos FC København, men tiden i udlandet har været noget sværere.
Efter et mislykket ophold i PSV drog ‘Zanka’ tilbage til FCK, men efter en ny modningsperiode har landsholdsspilleren gjort sig bedre bemærket i Huddersfield og Fenerbahce. Nu er han tilbage i FC København.
2009 – Simon Kjær
Endnu en forsvarsspiller stod klar til at tage prisen som årets talent i 2009. Simon Kjær var allerede året inden taget fra FC Midtjylland til Palermo. Siden er det blevet til lidt en nomadetilværelse, som har budt på ophold i Wolfsburg, Roma, Lille, Fenerbahce, Sevilla, Atalanta og nu AC Milan.
2010 – Christian Eriksen
En af de største danske fodboldspillere i nyere tid, Christian Eriksen, var netop kommet på førsteholdet i talentfabrikken Ajax, og der var kæmpe forventninger til den unge playmaker.
Forventingerne er også blevet mere end indfriet på det danske landshold, mens en stor karriere i Tottenham så sin afslutning sidste år. Nu er der ved at komme gang i karrieren i Inter.
2011 – Nicolai Boilesen
Det kan desværre ikke gå lige godt for alle, men Nicolai Boilesen har så sandelig heller ikke været heldig. Venstrebacken kom, ligesom Eriksen, i gennem rækkerne i Ajax, og efter gennembruddet er Boilesen vendt tilbage til Danmark og FC København, hvor skader også har spoleret en del.
2012 – Jores Okore
Jores Okores karriere har haft en af listens mindre heldige udviklinger. Stopperen viste stort potentiale i FC Nordsjælland, hvilket resulterede i et skifte til Aston Villa i Premier League. Efter en fin start gik det dog galt for Okore, som via en tur i FC København og AaB nu er taget på eventyr i Kina.
2013 – Andreas Cornelius
Andreas Cornelius havde et mærkværdigt ophold i Cardiff, som købte den store angriber fri hos FC København for et kæmpebeløb. ‘Corner’ vendte dog hurtigt tilbage til Løverne. I 2017 drog den tidligere FCK’er igen til udlandet, og efter blandede ophold i Atalanta og Bordeaux, er han nu tilbage i Italien og tørner ud for Parma.
2014 – Pierre-Emile Højbjerg
Hele Danmarks fodbolddarling Pierre-Emile Højbjerg var udråbt til kæmpetalent, da han røg på førsteholdet i Bayern München, men det helt store gennembrud kom aldrig. I stedet viste midtbaneslideren potentialet hos Southampton og har i denne sæson braget i gennem i Tottenham.
2015 – Andreas Christensen
Vi vender hurtigt tilbage til de defensive positioner, hvor vi stifter bekendtskab med Andreas Christensen, som i en tidlig alder var taget til Chelseas ungdomsafdeling. Her kom den tidligere Brøndby-spiller igennem nåleøjet men mangler endnu at etablere sig som absolut førstevalg i Premier League-klubben.
2016 – Kasper Dolberg
Kasper Dolberg bragede i gennem i sin debutsæson på førsteholdet i Ajax med 23 mål i 48 kampe. Siden er danskeren gået en smule stå i udviklingen, men efter sommerens skifte til franske Nice fik Dolberg igen karrieren på rette køl.
2017 – Mathias Jensen
Mathias Jensen er et produkt af en fabelagtig talentudvikling i FC Nordsjælland, og derfor var det da heller ingen overraskelse, at udlandet kaldte i 2018. Det blev dog ikke til voldsomt meget spilletid i Celta, men midtbanestrategen er nu en vigtig spiller hos danskerkolonien Brentford, der presser på for en sensationel oprykning til Premier League.
2018 – Jacob Bruun Larsen
Jacob Bruun Larsen viste stort potentiale i Borussia Dortmund i sidste sæson, men det gik ikke som ventet, og offensivspilleren startede derfor på en frisk hos Bundesliga-rivalerne Hoffenheim. Nu er han udlejet til Anderlecht.
2019 – Andreas Skov Olsen
Et nyt produkt af det fornemme talentarbejde, der gøres i FC Nordsjælland. Andreas Skov Olsen imponerede alt og alle med sine præstationer i Superligaen, der forrige sommer førte til et skifte til Bologna og Serie A. Også på U21-landsholdet har kantspilleren været en af de helt store profiler i kvalifikationen til EM.
2020 – Jonas Wind
Seneste modtager af prisen som årets talent er FC Københavns Jonas Wind, der i efteråret kunne score i sin debut på det danske landshold i en storsejr over Island. Angriberen ligner samtidig et godt bud på det næste store salg fra den hjemlige Superliga.